1-2-3 Fokus


Produceret og indtalt af Stine Østergaard Rasmussen
Varighed: 03:54min

Denne lille øvelse kan anvendes på flere måder.

Det kan blot være en meget kort meditation, hvor man lukker alt ude. Er specielt god imellem opgaver eller i en pause.

Den kan også anvendes mere bevidst. Hvis man bliver udfordret på den ene eller den anden måde og har brug for at bevare sig selv, så kan denne øvelse give en indre ro. Det kan være, når der er en, der tager parkeringspladsen man havde udset lige foran en, eller en der snyder foran i køen. Den måde man så vælger at reagere på efter denne øvelse, er ofte mere hensigtsmæssig på den lange bane. Man kan sige at det er en udvidet måde at ”tælle til ti” eller ”at tage en dyb indånding”. Derfor anbefaler vi også, at man tager den til sig, og gør den til sin egen, mens man mærker principperne om:

1 – ”Jeg mærker mig selv og er tilstede.” Mærk dig selv i situationen

2 – ”Jeg åbner og giver slip.” Giv dig selv en pause fra situationen med fuld opmærksomhed på åndedrættet

3 – ”Jeg er i nuet med accept og fred.” Accepter situationen, ikke fordi du bryder dig om den, men fordi den nu er der. Og hvordan vælger du så at komme tilbage til situationen på den bedst mulige måde.