Thomas og havdyrene og 9 andre massagehistorier
Der er lavet mange studier af, hvordan massagehistorier påvirker børn på gunstig vis.
Børn, der rører hinanden, driller ikke. Det kan give en god stemning og forbedre sociale relationer pga. interaktionen, og børnene bliver bedre til at aflæse egne og andres reaktioner.
Ro og fokuseringsevne styrker udholdenhed og er med til, at det er lettere at lære.
Argumenterne for at arbejde med massagehistorier er mange og velbegrundede. Men det er ikke nogen mirakelkur. Det er en langvarig proces, der løftes af aktuelle samtaler der kan underbygge den gode udvikling.
Massagehistorier er gode at anvende som introduktion til mindfulness, fordi den øger kropsbevidsthed, evnen til at mærke sig selv med indadvendt og integreret opmærksomhed.
Du kan læse meget mere om forskning på området længere nede i teksten.
Vigtigt!
Nogle børn oplever berøring som ubehageligt. Det kan der være mange grunde til, men man bør ikke tvinge børn til at deltage. Lad dem iagttage og brug gerne den samme øvelse gentagne gange, da der ofte skabes mod på deltagelse, når de har haft mulighed for at indstille sig på situationen. Der kan være børn, som ikke vil berøres særlige steder eller på særlige måder. Da kan det være hensigtsmæssigt med faste makkerpar i perioder, så man ”lærer hinanden at kende”.
Nogle børn kan være urolige i starten af aktiviteten. Sørg gerne for, at der er tid til ”at gøre sig klar” både for den der giver og den der får massage. De fleste vil falde til ro ret hurtigt. Massagen gives uden på tøjet, og det kan være hensigtsmæssigt at snakke om, at der er steder, som er private, og som man derfor ikke masserer.
I nogle kulturer må piger og drenge ikke røre hinanden, hvorfor det vil være nødvendigt at tage hensyn til dette, for at børnene får en god oplevelse og ikke kommer i klemme.